Narrativ pædagogik.

Det var i starten af foråret, jeg var næsten lige startet som pædagogmedhjælper i vuggestuen solhøj (opdigtet institutions navn).
Det var blevet frokost tid, og børnene skulle have varmt mad. Merle (opdigtet navn) på 2 ½ år, sad sammen med 2 andre børn omkring det lille runde bord, jeg sad og snakkede med den om hvad de havde oplevet på turen i formiddag.
De andre børn sad pænt og spiste deres mad, mens Merle blev ved med at kigge på sin tallerken, jeg spurgte hvorfor hun ikke spiste sin mad. Først kunne jeg ikke rigtig få Merle til at sige noget, og derfor blev jeg ved med at sige, at hun skulle spise sin mad.
Merle ville stadig ikke spise sin mad, og jeg spurgte så en pædagog til råds om hvad jeg skulle gøre. Hun forslog at jeg skulle tale med merle om de farver maden havde. Jeg begyndte at snakke med merle om at hendes gulerødder var orange, og bønner grønne. Merle begyndte straks at snakke med. jeg lovede hende at vi kunne tage ud på legepladsen, når de andre børn var kommet ud og sove, for at se om vi kunne finde de farver maden havde ude på legepladsen, men kun hvis hun spiste sin mad.
Merle spiste alt sin mad i løbet af 10 min, og kunne næsten ikke vente på at de andre børn var blevet puttet.
Endelig kunne jeg hjælpe merle sin jakke på, og vi gik på legepladsen. Vi så det grønne græs, det orange legehus, og en masse andre spændende farver.
Merle var en pige som elskede at tegne, så jeg forslog at gå ind og lave en fin tegning med alle de farver vi havde fundet som hun kunne vise sin mor og far. Siden den dag spiste Merle altid sin mad.