Fortælling i pædagogik...

Fortælling: En dag som ridelærer.


Det var en onsdag, og jeg underviste i ridning, af børn i 10-13 års alderen. Vi havde hygget os kanon godt i springtimen og mine 3 elever kom godt ud af det med hinanden og hyggede og pjattede. Ridehuset var et gammelt maskinhus, og ikke ret stort, men det betød ikke så meget, for de red alle 3 på ret små ponyer. Der var også altid ret støvet derinde, men vi havde tag over hovedet, og læ for blæsten, ja og så var der faktisk ikke nogen rigtig udendørs bane, så hvis de skulle lære lidt dressur, var vi nødt til at være inde.
Rideskolen blev mest brugt af forældrene som en instutision, hvor man bare læsser sine børn af, så det var ikke tit jeg overhovedet så nogle af forældrene. Det var også enormt billigt at ride der, så det var endnu et plus. Men lige denne onsdag, hvor det ellers gik så godt, ponyerne var søde og det samme var pigerne, havde deres mødre bestemt sig for at komme og se på. Det var lidt nogle specielle mødre, for det meste søde nok, men ikke klædt på til situationen. Oftest når de viste sig, var det i lårkorte nederdele, stramme jeans, eller noget lignende. De passede bare ikke lige ind, med deres lange kunstige negle og meget makeup. De sad på deres sædvanlige pladser, når de altså viste sig, som teenage piger sad de sammen og fniste.
Jeg havde lavet en plan over det vi skulle nå i løbet af springtimen, men det gik så godt at vi havde en hel del tid tilovers, så jeg improviserede. Jeg forklarede kort pigerne, hvad vi så skulle. De skulle lave en omspringning, som normalt tidtages, og den hurtigste vinder, men det syntes jeg ikke var nødvendigt, da vi kun trænede. Men nu vågnede mødrene op til dåd, og mente da bestemt at de skulle tage tid. Jeg syntes ikke det var en god ide, og prøvede at overbevise mødrene og tildels også pigerne om at det ikke var nødvendigt, men jeg blev ikke hørt. Nå men det kunne vel heller ikke skade, hvis de nu så gerne ville, men der tog jeg fejl. Den første pige, Lise red fint, men ikke ret hurtigt. Den næste, Anna, blev nødt til at lave en volte, da det gik for stærkt og ponyen var ved at tage magten fra hende, så det ødelagde hendes tid. Det blev så Tinas tur, og hun glemte helt banen, men grinede bare af det, og tog det med godt humør. Det var mødrene imidlertid ikke tilfredse med, for så havde hun jo ingen tid at sammenligne med. Så de pressede hende til at prøve igen, og det gjorde hun så, men igen red hun forkert bane. Det tog hun dog meget koldt, og sagde at det da vist ikke lige var hendes dag, men at ponyen var dygtig. Mødrene mente nu at hun da måtte kunne banen, og lige kunne prøve en sidste gang, så hun kunne få en tid ligesom de andre. Hun var meget modvillig, men gjorde det alligevel, og red en rigtig flot runde, og endte selvfølgelig med den bedste tid.
Så brød helvede imidlertid løs, for de andre piger syntes det var snyd, at Tina fik 3 forsøg, når de kun havde fået 1 osv. Så den hyggelige time vi ellers havde haft var blevet spoleret.
Det tog mig lang tid at få bygget min autoritet og tillid til pigerne op igen efter denne trælse oplevelse, men vi endte da med at få et rigtig godt forhold igen. Da jeg var nødt til at stoppe som underviser kom de også med gaver og billeder til mig, og sagde at jeg havde været deres bedste ridelærer nogensinde.