Det var aften, ja aftenen var gået hen og blevet nat. Luften var kølet ned efter en lang trykkende sensommerdag, bålet foran os gav en hyggelig stemning, flammerne gav en tiltrænkt varme. Vi havde spist røde pølser, min far og jeg. Jeg sad og drak sodavand mens far fik øl som sædvanligt. Æbleblomsterne duftede sødt, næsten kvalmende. Jeg var tolv år gammel, det var godt og vel to år efter min søsters død. Jeg kunne mærke at min far havde noget på hjerte. Han tømte resten af sin øl i ét drag og rømmede sig, han skulle åbenbart lige drikke sig mod til dét han ville sige;
- "Jeg er steril, jeg kan ikke få børn.. Din bror er reagensglas-barn, jeg kan umuligt være din biologiske far. Men jeg elsker dig lige meget hvad og du er fortsat lige velkommen i mit hjem, når som helst du har lyst."
Han begyndte at græde stille, jeg lagde en arm om ham og gav ham et stort knus, prøvede efter bedste evne at trøste ham, forsikre ham om at der ikke kunne være andre end ham, der var min far.
Træernes, før så velkendte, skygger syntes nærmere og uhyggelige, bålet føltes mindre og koldere.
- Da jeg gik i seng, græd jeg mig selv i søvn.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar